Børn & Unge

Ungdomsafdelingen i Horsens OK er en af Nordkredsens største ungdomsafdelinger, der rummer ”alt” fra nybegynderen til den erfarne konkurrenceløber. Omdrejningspunktet er træning for alle børn og unge fra 7 – 20 år hver tirsdag aften. Ofte deltager ca. 50 ungdomsløbere, her er der en bred vifte af tilbud tilpasset alder og orienteringsmæssigt niveau. Forældre og andre voksne er også velkomne til at løbe med. Ca. hver anden tirsdag arrangerer vi skovtrolde for børn fra 3 til 6 år.

Det er muligt at starte til orientering i hele sommerhalvåret.

Ungdomstræningen foregår i sommerhalvåret tirsdage fra kl 18.00 til kl ca 19.15 i skovene rundt omkring Horsens. Om sommeren løber vi i skoven, mens vi i den mørke periode deler træningen op. De yngste på 7 – 11 år træner i hallen, mens løberne fra 12 år og ældre løbetræner udendørs af og til med indlagt orienteringstræning. Træningen varieres med besøg i svømmehallen og bowling.

Inden orienteringsløbene vil der altid blive informeret og vejledt i, hvordan orienteringen skal gribes an. Man vil altid kunne bede om hjælp / have en ”skygge” med i skoven , så man lærer teknikken fra starten. Børn under 10 år er velkomne til træningen sammen med en af forældrene. Efter hver træning hygger vi os med frugt.

Ungdomstræningen danner udgangspunkt for at deltage i konkurrencer og orienteringskurser, hvor man møder andre unge o-løbere fra hele landet. Orienteringsløb udvikler sig let til meget mere end blot noget, man går til tirsdag aften. Det er en rigtig god sport for hele familien, hvor mor og far også løber orienteringsløb.

For yderligere information kontakt madsmikkelsen@yahoo.dk

Hver uge udsendes en ugemail der informerer om ugens aktiviteter, samt information om konkurrencer, klubture og kurser. Skriv til ovenstående adresse for at modtage ugemailen.